Whiner-tøs

Jeg foretrækker dårlige drømme, frem for gode drømme. At vågne op efter en dårlig drøm, er en slags lettelse. Tanken om at intet af det er sket, gør mig glad. Men når jeg derimod vågner op fra en god drøm, kan jeg ikke andet end at tude. Min dag bliver ødelagt fordi jeg går rundt og tænker på den gode drøm. Jeg elsker skam at drømme dem, men jeg har bestemt ikke lyst til at vågne op igen, for det piner mig, at det slet ikke sker i virkeligheden. Jeg vågner op, og pludseligt har jeg intet. Mine drømme handler nu mest om efterskole, venner og en irriterende savnet ekskæreste, som altid har lyst til at deltage i mine drømme. Øv altså. Det er forfærdeligt at skulle leve i virkeligheden. Nu lyder jeg som en der whiner, der ikke har lyst til at leve. Og måske er det faktisk sådan. Nogle gange. Men sådan er det vel for alle. Nutidens unge mennesker har i dag mulighed for at dele deres problemer på internettet. Jo værre problemerne er, des flere har lyst til at læse om det. Vi whiner allesammen. På et eller andet punkt. Vi er alle så negative. Og det stopper åbenbart ikke. Men jeg hader den verden vi lever i. Jeg hader menneskeligheden. Jeg hader hvert et menneske jeg møder, hvert et menneske jeg ser. Selv mine nærmeste venner og veninder. Jeg hader selvfølgeligt ikke dem som de nu er, men det som de er. Mennesker. Jeg hader alle menneskelige tanker, menneskelige træk, menneskelige handlinger, alt. Jeg har slet ikke lyst til at være sådan en skabning. Vi gør absolut intet godt. Vi burde slet ikke eksistere. Vi burde udrydde denne forfærdelige skabning. Men det ville så betyde, at vi skulle dræbe hinanden. Altså mere end vi gør i forvejen. Og forbyde fødsler. Det er trods alt lidt af nogle sindsyge tanker. Mine tanker om menneskeligheden. Men det er jo bare min mening...

Gud hvor er det her egentligt latterligt

Jeg manglede et sted hvor jeg kunne udtrykke mig nogenlunde, men hvor lamt er det så ikke lige at sidde her og sende det ud på nettet?  Måske fordi jeg mangler medfølelse udefra. Fra fremmede mennesker. Men de folk der så læser det lort jeg smider ud på nettet, er nu ikke helt fremmede. De er nogle dejlige mennesker, ja de er så. Mine dejligste, super-næreste, ultrapsykopatiskskønherlige venner. Jeg manglede vel bare et sted hvor jeg kunne smide mine tanker, ikke helt lukket, men alligevel anonymt. Åh gud. Hvad laver jeg.

Den er ret sød

Jason Myers

Everything I tried to put back together. Everything I tried to build back up. All of it begins to break apart.
Just like that.
It cracks and it falls and it shreds into a million fucking pieces and when I open my eyes, it's just me 

Løbske kyllinger!

Alt er så frustrerende. Det er som at holde øje med en flok friske kyllinger, som helst skulle undgå at blive spist, løbe ud på vejen eller blive væk. Og jeg er slet ikke til stede. Jeg befinder mig i en by 5 timers togkørsel væk. Men alligevel vil jeg så inderligt gerne vide om de stadig er der. Jeg skal opdateres 24/7. Er de i live? Har de godt? Og det eneste jeg vil, er at være sammen med dem. At gøre dem glade. At holde dem i live. Og hvis de ikke har det godt, er jeg knust. Jeg kan ikke gennemskue det hele. Jeg vil gerne kunne se deres små ansigter, og vide om de rent faktisk har det godt. For jeg elsker dem. Jeg vil holde dem i live, jeg vil holde dem i live, jeg vil holde dem i live. Alt afhænger kun af tid. Og det sker jo. Man ved det aldrig helt med sikkerhed. Det er en forfærdelig følelse. "Hej, jeg ringer for at høre om I er i live" - det er jo forhelvede ikke normalt. Jeg vil så inderligt gerne at de har det godt. At de vil blive hvor de er, og aldrig forlade mig. Aldrig. Og jeg har slet ikke råd til at se dem, men jeg er nødt til det. Både for mig selv og dem. Det er selvfølgeligt ikke kyllinger jeg snakker om. Jeg vil jo bare gerne have at han har det godt, for helvede.

Argh

Jeg har aldrig styr på noget. Intet. Jeg laver aldrig mine lektier, gør aldrig hvad jeg planlægger, skuffer både mig selv og andre, kan ikke finde ud af noget som helst, hjælper aldrig til derhjemme da det altid ender galt når jeg prøver at hjælpe, så jeg har sådan lidt opgivet det, men der brokkes alligevel over min manglende hjælp. Jeg tror slet ikke jeg ejer den egenskab, der gør at man har en mening, for jeg har aldrig en personlig mening om noget. Jeg vil så gerne være politisk engageret, men jeg fucking fatter intet. Jeg vil så fucking gerne være god til alle de lorte nv-fag, men der fatter jeg heller ikke noget. Jeg vil så fucking gerne kunne forstå noget matematik. Bare et eller andet. Jeg er endnu ikke helt sikker på + og -. Jeg stinker til alt hvad jeg foretager mig, og jeg har et ualmindeligt lille ordforråd. Jeg vil så gerne kunne tage mig sammen til noget, Jeg vil så gerne kunne læse hurtigere end jeg gør. Jeg vil gerne kunne noget, okay? Jeg vil gerne kunne at være alene, uden at jeg skal være fucking lorte paranoid over at der kommer en seriemorder og slår mig ihjel, eller værst af alt, en flok vildfarende sjæle, ånder og dæmoner der gerne vil overtage mig. Men hvem ved, måske ville de kunne gøre det hele bedre end mig. Måske ville det endda bare være nyttigt, for jeg er til fucking ingen nytte. Hvilken foreskel gør jeg? Jeg hjælper blot verden med at blive ødelagt. Fordømte menneskelighed. Jeg har aldrig styr på noget, og når det er helt galt, kan jeg bryde sammen i gråd over at jeg fucking ikke kan finde en tegning. Ja, det skete lige. Nøøøj hvor jeg føler mig svag. Jeg vil gerne kunne noget. Virkeligt virkeligt virkeligt gerne. Jeg har slet ikke lyst til at være så ked af mig selv hele tiden. Alt hvad jeg gør skuffer mig. Jeg mangler mine venner. Mine rigtige venner. Så sent som i dag sagde min bedstefar til mig, I kender den alle, "Hvor der er vilje er der vej", men hvor fuck er den vilje? Jeg mener.... Jeg har brug for en slags motivering. Måske vil jeg droppe ud af gymnasiet, men hvor skulle jeg så tage hen? Mine dage er ens. Jeg laver intet. Min verden sidder fast i den samme lorte dag. Menneskerne i min klasse er søde, det er ikke det. Det er mere undervisningen jeg ikke kan tage mig sammen til at forstå. Jeg er et alt for ubegavet og skrøbeligt menneske. Jeg magter ikke at folk hele tiden siger "Ej what, hvorfor skal vi lære det her, det er jo fucking nemt!" Uha ja, mega nemt. Virkeligt. Men hvorfor er det så, at jeg intet fortsår? Det er mig der er problemet. Mine tanker er problemet. Jeg er problemet. Jeg magter ikke mig selv, jeg magter ikke mig selv, jeg magter ikke mig selv...

Please don't say you love me, 'cause I might not say it back

En gris uden hale, en milkshake uden mælk, en cykel uden hjul.

Jeg hader, at VOKSNE mennesker fucking ikke kan snakke sammen, og skal lade deres fucking BARN være deres fucking lille ugle. Smag på sætningen. Mums, hva'? Jeg fucking hader det. Jeg fucking fucking fucking fucking fucking fucking fucking hader det. Jeg kan ikke snuppe det. Voksne mennesker. Det er jo fucking dem, der skulle være vores 'rollemodeller'? Men hvis de ikke engang selv kan finde ud af at tage ansvar for deres fucking egne handlinger, jamen hvem skal så? For jeg gider det ikke. Jeg gider ikke sidde og tude hele tiden. Jeg vil ikke være så ked af det. Og over hvad? Et par VOKSNE mennesker, som skulle være voksne, men ter sig som børn der diskuterer. Voksne mennesker, det er jo dem der skal forstille at være dem der kan tage ansvar, og være..... Voksne? Kan I følge mig? Jeg fucking magter det ikke. Jeg magter ikke at sidde på sådan en dum 'kant' som tipper fra den ene person til den anden, og de skriger begge to (indirekte) at jeg skal vælge dem. Jeg vil ikke tage sådan et valg. For at være helt ærlig, så magter jeg ingen af dem. Jeg gider ikke bo hos nogen af dem. Jeg hader at få lorte skyldsfølelse over fucking ALT hvad jeg gør. Jeg hader at være skilsmissebarn. Jeg gider det ikke mere. Jeg vil det ikke. Jeg vil bare gerne væk. Fra alle.

Agurker

Hvorfor er vi så vilde med agurker? Jeg mener.. en agurk består af 96½ vand, og vand smager ikke rigtigt af noget. Kunne det være de friske og kolde følelse man får på tungen? Er det glæden i at lege med de små vandbobler i midten? Eller er det bare tanken om, at det er sundt? Jeg føler mig så dejlig tilpas når jeg spiser agurker.

c:

JEG ER DEN GLADESTE PERSON I HELE VERDEN

Selvdestruktiv adfærd

Hvorfor overhovedet tænke på at begå selvmord? Jeg mener, det er jo så røv egoistisk, at det næsten er løgn. I det øjeblik du overhovedet begiver dig ind på det punkt, på den tanke, på det sted. Det er dybt seriøst det her. Intet menneske fortjener at miste en ven. En god ven. Og så på grund af selvmord. Intet menneske fortjener at miste sit barn, eller familiemedlem på den måde. Intet menneske fortjener angsten for at miste en ven, og aldrig vide hvad personen nu vil begive sig ud i. Allerede i det øjeblik personen begynder at udføre selvdestruktiv adfærd, kan man som en ven, ikke tænke på andet, end hvad man mon gør forkert? Eller hvad man ikke gør nok af? Godt nok har jeg aldrig mistet en ven sådan, men... Intet menneske fortjener tanken om, at sin ens ven inderligt ønsker at dø. At komme væk. Fra alting.

Hvad er grunden til, at man overhovedet gør det? Er det fordi personen ikke selv kan finde ud af at fortælle det, og at det bare er den eneste udvej. At bevise sine problemer. At bevise, at det er mere end bare 'en dårlig dag'. Måske er personen ikke helt klar over, hvilke konsekvenser det har. Hvilke følelser der venter de andre. Hvor mange tårer og tanker der fremkommer. Men hvorfor snakker personen ikke bare med en ven om det? Måske ejer personen ikke denne egenskab, I ved. Den egenskab som gør, at man faktisk tænker over hvordan andre ville tænke om det. Hvordan ens nærmeste ville reagere. Og den egenskab, at kunne udtrykke sine følelser klart. Det menes forhelvede som et råb om hjælp! Bare på en anden måde, og måske bare set på en anden måde, end den måde vi kender til. Og ingen ven er i stand til at snakke med personen om det. Personen har jo brug for professionel hjælp, fra en slags psykolog, eller andet godt.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det her. Har vel bare fået et mindre 'flip'. Hyg jer.

:)))))))))

I see humans, but no humanity

Mennesker er nogle forfærdelige skabninger. Seriøst. Jeg hader alt ved os mennesker. Alle de ting i gør. Alle de tanker vi gør os. Vi er forfærdelige. Alle sammen. 

Min ikke-fødselsdag!

Omg! Slet-slet ikke tillykke til mig! Andre der har ikke-fødselsdag? Uuuuh, jeg er vild med det! 

Føj for den lede...

Hvorfor overhovedet drenge? Jeg mener, det eneste de er til for, er fandme kun at viderebringe menneskeligheden, for det virker de nemlig alle sammen meget obse på (Hvis I forstår en lille en). Hankønnet er så sexfikseret, at det er til at blive dårlig over. Om de så vil det, eller ej, så er de så forbandet sexfikserede alle sammen. Selv små drenge småbegynder allerede deres små tanker og dumme kommentarer som 7-8-årrige. Dog meget mildt.

Når de så bliver ældre, og kommer i puberteten, så går det jo kraftedme helt galt jo. Hvis de så finder sig en kæreste, så er deres eneste formål med forholdet, at komme i bukserne på den uskyldige søde pige. At eksperimentere. Hvis de så slår op, ville det højst sandsynligt kun være det frække som han ville savne. I en uge eller 2. HØJST.

Fra nu af, er jeg officielt blevet aseksuel. Jeg er hverken til mænd eller kvinder. Heller ikke dyr, lol. Sjovt nok er symbolet for aseksualitet en kage, og det kommer fra idéen, at "kage er bedre end sex". Nu tænker jeg American Pie.. :3 ej. Der er også oprettet et aseksuelt fællesskab kaldt Aven. Fællesskabets symbol er en trekant som denne... 

Vil I have yderligere forklaring om hvad det er, så er wikipedia en fremragende side, lol.

Men ja, tilbage til drengene. De er forfærdelige alle sammen, og jeg venter skam kun på, at det modsatte bliver bevist (hvilket jeg ikke tror gør). 

Hyg jer.
/Aldrig.

Velkomst og alt det der

Halløj! Jeg har, for at det ikke skal være løgn, ingen fritid da jeg nu går på gymnasiet. Men jeg har nu tænkt mig at starte denne ubetydeligt latterlige blog alligevel, som jeg håber kommer til at blive set en gang eller 2.

Som en god (knapt så god) start på bloggen, vil jeg fortælle om min morgen. Den samme morgen, som jeg forresten oplever hver dag, for så at nå den samme forpulede overfyldte bus, med de samme små snotunger og andet klamt, for så at få den samme dag i skolen, komme hjem, sove, spise, sove, ooooog guess what? Jeg vågner så op igen, til den samme forpulede dag, som jeg så skal leve i de næste 3 dejlige år. Weeee.
Men jaja, sådan her lyder min morgen:

Står op klokken 6.00.
Tænder min computer.
Sætter noget overraskende glad musik på, for så at løbe rundt og danse til det.
Finder noget tøj.
Tager det på.
Tager det af igen, da jeg tænker at folk ikke ligefrem ville synes om synet af en lille pige, med en superman-t-shirt, en lang (meget lang!) underlig cardigansstrikstuttelitut, jogginbukser, en stråhat og klipklapper.
Finder noget andet grimt tøj.
Tager det på.
Tager det af igen.
Finder noget nyt.
'Det ser normalt ud, det tager jeg!'
Går op ad de uendeligt lange trapper.
Ind i køkkenet.
Kigger i skabene. Er der mon noget lækkert? Nej.
Dropper morgenmaden.
Reder mit overfarvede ødelagte hår.
Samler hår op fra gulvet, da det ligger over alt.
Smukkeserer mig, som vi piger nu også gør.
Tager overtøjet på.
Træder i mine nedtrådte sneakers, som bærer præg af, at jeg aldrig har taget dem ordentligt på.
Smutter ud af døren, går 200 meter, og når til en busstation fyldt med små lorteunger og andre folk fra min by. 
Siger pænt godmorgen til den sædvanelige buschauffør, og forbereder mig mentalt på at en ny dag på gym er startet.