Selvdestruktiv adfærd

Hvorfor overhovedet tænke på at begå selvmord? Jeg mener, det er jo så røv egoistisk, at det næsten er løgn. I det øjeblik du overhovedet begiver dig ind på det punkt, på den tanke, på det sted. Det er dybt seriøst det her. Intet menneske fortjener at miste en ven. En god ven. Og så på grund af selvmord. Intet menneske fortjener at miste sit barn, eller familiemedlem på den måde. Intet menneske fortjener angsten for at miste en ven, og aldrig vide hvad personen nu vil begive sig ud i. Allerede i det øjeblik personen begynder at udføre selvdestruktiv adfærd, kan man som en ven, ikke tænke på andet, end hvad man mon gør forkert? Eller hvad man ikke gør nok af? Godt nok har jeg aldrig mistet en ven sådan, men... Intet menneske fortjener tanken om, at sin ens ven inderligt ønsker at dø. At komme væk. Fra alting.

Hvad er grunden til, at man overhovedet gør det? Er det fordi personen ikke selv kan finde ud af at fortælle det, og at det bare er den eneste udvej. At bevise sine problemer. At bevise, at det er mere end bare 'en dårlig dag'. Måske er personen ikke helt klar over, hvilke konsekvenser det har. Hvilke følelser der venter de andre. Hvor mange tårer og tanker der fremkommer. Men hvorfor snakker personen ikke bare med en ven om det? Måske ejer personen ikke denne egenskab, I ved. Den egenskab som gør, at man faktisk tænker over hvordan andre ville tænke om det. Hvordan ens nærmeste ville reagere. Og den egenskab, at kunne udtrykke sine følelser klart. Det menes forhelvede som et råb om hjælp! Bare på en anden måde, og måske bare set på en anden måde, end den måde vi kender til. Og ingen ven er i stand til at snakke med personen om det. Personen har jo brug for professionel hjælp, fra en slags psykolog, eller andet godt.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det her. Har vel bare fået et mindre 'flip'. Hyg jer.