Jason Myers

Everything I tried to put back together. Everything I tried to build back up. All of it begins to break apart.
Just like that.
It cracks and it falls and it shreds into a million fucking pieces and when I open my eyes, it's just me 

Løbske kyllinger!

Alt er så frustrerende. Det er som at holde øje med en flok friske kyllinger, som helst skulle undgå at blive spist, løbe ud på vejen eller blive væk. Og jeg er slet ikke til stede. Jeg befinder mig i en by 5 timers togkørsel væk. Men alligevel vil jeg så inderligt gerne vide om de stadig er der. Jeg skal opdateres 24/7. Er de i live? Har de godt? Og det eneste jeg vil, er at være sammen med dem. At gøre dem glade. At holde dem i live. Og hvis de ikke har det godt, er jeg knust. Jeg kan ikke gennemskue det hele. Jeg vil gerne kunne se deres små ansigter, og vide om de rent faktisk har det godt. For jeg elsker dem. Jeg vil holde dem i live, jeg vil holde dem i live, jeg vil holde dem i live. Alt afhænger kun af tid. Og det sker jo. Man ved det aldrig helt med sikkerhed. Det er en forfærdelig følelse. "Hej, jeg ringer for at høre om I er i live" - det er jo forhelvede ikke normalt. Jeg vil så inderligt gerne at de har det godt. At de vil blive hvor de er, og aldrig forlade mig. Aldrig. Og jeg har slet ikke råd til at se dem, men jeg er nødt til det. Både for mig selv og dem. Det er selvfølgeligt ikke kyllinger jeg snakker om. Jeg vil jo bare gerne have at han har det godt, for helvede.

Argh

Jeg har aldrig styr på noget. Intet. Jeg laver aldrig mine lektier, gør aldrig hvad jeg planlægger, skuffer både mig selv og andre, kan ikke finde ud af noget som helst, hjælper aldrig til derhjemme da det altid ender galt når jeg prøver at hjælpe, så jeg har sådan lidt opgivet det, men der brokkes alligevel over min manglende hjælp. Jeg tror slet ikke jeg ejer den egenskab, der gør at man har en mening, for jeg har aldrig en personlig mening om noget. Jeg vil så gerne være politisk engageret, men jeg fucking fatter intet. Jeg vil så fucking gerne være god til alle de lorte nv-fag, men der fatter jeg heller ikke noget. Jeg vil så fucking gerne kunne forstå noget matematik. Bare et eller andet. Jeg er endnu ikke helt sikker på + og -. Jeg stinker til alt hvad jeg foretager mig, og jeg har et ualmindeligt lille ordforråd. Jeg vil så gerne kunne tage mig sammen til noget, Jeg vil så gerne kunne læse hurtigere end jeg gør. Jeg vil gerne kunne noget, okay? Jeg vil gerne kunne at være alene, uden at jeg skal være fucking lorte paranoid over at der kommer en seriemorder og slår mig ihjel, eller værst af alt, en flok vildfarende sjæle, ånder og dæmoner der gerne vil overtage mig. Men hvem ved, måske ville de kunne gøre det hele bedre end mig. Måske ville det endda bare være nyttigt, for jeg er til fucking ingen nytte. Hvilken foreskel gør jeg? Jeg hjælper blot verden med at blive ødelagt. Fordømte menneskelighed. Jeg har aldrig styr på noget, og når det er helt galt, kan jeg bryde sammen i gråd over at jeg fucking ikke kan finde en tegning. Ja, det skete lige. Nøøøj hvor jeg føler mig svag. Jeg vil gerne kunne noget. Virkeligt virkeligt virkeligt gerne. Jeg har slet ikke lyst til at være så ked af mig selv hele tiden. Alt hvad jeg gør skuffer mig. Jeg mangler mine venner. Mine rigtige venner. Så sent som i dag sagde min bedstefar til mig, I kender den alle, "Hvor der er vilje er der vej", men hvor fuck er den vilje? Jeg mener.... Jeg har brug for en slags motivering. Måske vil jeg droppe ud af gymnasiet, men hvor skulle jeg så tage hen? Mine dage er ens. Jeg laver intet. Min verden sidder fast i den samme lorte dag. Menneskerne i min klasse er søde, det er ikke det. Det er mere undervisningen jeg ikke kan tage mig sammen til at forstå. Jeg er et alt for ubegavet og skrøbeligt menneske. Jeg magter ikke at folk hele tiden siger "Ej what, hvorfor skal vi lære det her, det er jo fucking nemt!" Uha ja, mega nemt. Virkeligt. Men hvorfor er det så, at jeg intet fortsår? Det er mig der er problemet. Mine tanker er problemet. Jeg er problemet. Jeg magter ikke mig selv, jeg magter ikke mig selv, jeg magter ikke mig selv...

Please don't say you love me, 'cause I might not say it back