Whiner-tøs

Jeg foretrækker dårlige drømme, frem for gode drømme. At vågne op efter en dårlig drøm, er en slags lettelse. Tanken om at intet af det er sket, gør mig glad. Men når jeg derimod vågner op fra en god drøm, kan jeg ikke andet end at tude. Min dag bliver ødelagt fordi jeg går rundt og tænker på den gode drøm. Jeg elsker skam at drømme dem, men jeg har bestemt ikke lyst til at vågne op igen, for det piner mig, at det slet ikke sker i virkeligheden. Jeg vågner op, og pludseligt har jeg intet. Mine drømme handler nu mest om efterskole, venner og en irriterende savnet ekskæreste, som altid har lyst til at deltage i mine drømme. Øv altså. Det er forfærdeligt at skulle leve i virkeligheden. Nu lyder jeg som en der whiner, der ikke har lyst til at leve. Og måske er det faktisk sådan. Nogle gange. Men sådan er det vel for alle. Nutidens unge mennesker har i dag mulighed for at dele deres problemer på internettet. Jo værre problemerne er, des flere har lyst til at læse om det. Vi whiner allesammen. På et eller andet punkt. Vi er alle så negative. Og det stopper åbenbart ikke. Men jeg hader den verden vi lever i. Jeg hader menneskeligheden. Jeg hader hvert et menneske jeg møder, hvert et menneske jeg ser. Selv mine nærmeste venner og veninder. Jeg hader selvfølgeligt ikke dem som de nu er, men det som de er. Mennesker. Jeg hader alle menneskelige tanker, menneskelige træk, menneskelige handlinger, alt. Jeg har slet ikke lyst til at være sådan en skabning. Vi gør absolut intet godt. Vi burde slet ikke eksistere. Vi burde udrydde denne forfærdelige skabning. Men det ville så betyde, at vi skulle dræbe hinanden. Altså mere end vi gør i forvejen. Og forbyde fødsler. Det er trods alt lidt af nogle sindsyge tanker. Mine tanker om menneskeligheden. Men det er jo bare min mening...