Løbske kyllinger!

Alt er så frustrerende. Det er som at holde øje med en flok friske kyllinger, som helst skulle undgå at blive spist, løbe ud på vejen eller blive væk. Og jeg er slet ikke til stede. Jeg befinder mig i en by 5 timers togkørsel væk. Men alligevel vil jeg så inderligt gerne vide om de stadig er der. Jeg skal opdateres 24/7. Er de i live? Har de godt? Og det eneste jeg vil, er at være sammen med dem. At gøre dem glade. At holde dem i live. Og hvis de ikke har det godt, er jeg knust. Jeg kan ikke gennemskue det hele. Jeg vil gerne kunne se deres små ansigter, og vide om de rent faktisk har det godt. For jeg elsker dem. Jeg vil holde dem i live, jeg vil holde dem i live, jeg vil holde dem i live. Alt afhænger kun af tid. Og det sker jo. Man ved det aldrig helt med sikkerhed. Det er en forfærdelig følelse. "Hej, jeg ringer for at høre om I er i live" - det er jo forhelvede ikke normalt. Jeg vil så inderligt gerne at de har det godt. At de vil blive hvor de er, og aldrig forlade mig. Aldrig. Og jeg har slet ikke råd til at se dem, men jeg er nødt til det. Både for mig selv og dem. Det er selvfølgeligt ikke kyllinger jeg snakker om. Jeg vil jo bare gerne have at han har det godt, for helvede.